Friday, June 1, 2012

At bo i udlandet / Living abroad




Jeg fik tidligere i dag en kommentar fra en kvinde om hvordan det var at bo i udlandet og være blevet mor til det første barn og det er faktisk noget jeg tit tænker over. Mange mennesker sagde til mig inden vi flyttede at jeg ville komme hjem når vi fik et barn og det ville være alt for svært at undvære familien.

At flytte til udlandet er klart den bedste beslutning vi længe har truffet og samtidig den hårdeste og sværeste. Jeg savner min familie rigtig meget, jeg savner deres støtte, at se dem i hverdagen, at have dem til at opleve mini i hverdagen, lige at kunne tage et smut hjem til aftensmad eller sætte mini af et par timer mens jeg kunne slappe af. Jeg føler skyld over at have frataget mine forældre og svigerforældre muligheden for at være en del af minis hverdag og føler på ingen måde det er fair at tage deres første barnebarn så langt væk. Samtidig elsker jeg at bo hernede, jeg nyder hver eneste dag og kunne på ingen måde se mig selv bo i Danmark, når jeg er hjemme i Danmark savner jeg Spanien og savner mit liv hernede. Jeg savner solen, udelivet, vores liv, vores venner hernede og alt hvad vi har bygget op for os selv hernede. Det er så ambivalente følelser og det skifter som vinden. Ofte når jeg går alene herhjemme kan jeg godt mærke et stort tomrum indeni som plejer at være fyldt ud af min familie, men som jeg pludselig skal lære at klare mig uden til hverdag. Man er pludselig helt på egne ben og skal lære at klare alting selv, for der er altså bare ingen kære mor til at hjælpe når manden skal arbejde og man har fået sammenlagt 2 timers søvn. Jeg synes det er rigtig hårdt, det skal jeg ikke ligge skjul på, men til gengæld er min familie en kæmpe støtte del om de befinder sig over 2000 km væk. De er der altid til at ringe, maile, skrive og lytte og støtte. De hjælper med at sende skønne pakker der gør man ikke føler sig helt glemt og hjælper på alle måder det er muligt. De giver flybilletter hjem, så vi kan komme hjem på besøg og øver forkæler mig og mini når vi endelig er hjemme. Udover det kommer de jo heldigvis også på besøg hos os og jeg ved ikke om man ville se hinanden mere hvis man boede på Sjælland og Jylland? Det vigtigste for mig er at vores familier støtter os i vores beslutning og ikke bager nag over det. Jeg tror de kan se at vi er glade og selvom det må være så svært for dem så vælger de at sætte vores ønsker over deres egne og det synes jeg er så stort gjort. Jeg nyder hver gang jeg ser begge familier og når man er så langt væk går det virkelig op for en hvad familie betyder og hvor vigtig den er.

En anden svær ting er vennerne og veninderne. Det er altså bare ikke så nemt at holde kontakten. Ligemeget hvor meget man konstant forsøger så har man jo hver sin travle hverdag og det er svært at huske lige at sende den besked nogle gange. Men hvor meget snakkede vi sammen da jeg var hjemme? Jeg har en frygt indeni for at blive "glemt" af mine veninder. Jeg kan ikke lade vær med at tænke at de jo på et tidspunkt ikke har noget at bruge mig til længere, da jeg jo ikke kan være en del af deres hverdag på samme måde, men så igen - nogle veninder sås jeg jo kun med 1-2 gange om året? Det jeg savner mest er de veninder der var en stor del af min hverdag. Dem jeg spontant kunne mødes med og grille en aften eller mødes til en kop kaffe når man havde brug for at snakke.

Det bliver måske lidt rodet skrevet, men det er også rodede følelser. Jeg ville ønske jeg kunne tage de mennesker jeg elsker i Danmark med mig herned og have dem tæt på mig, men sådan fungere livet jo desværre ikke. Jeg tror dog på at det at være så langt væk styrker vores forhold til hinanden og det får en til at indse hvor vigtige nogle mennesker er og hvor meget de betyder for en.

Mini elsker vores liv i Spanien og jeg er sikker på det kommer til at være en god, tryg oplevelse for ham og det betyder også rigtig meget i vores overvejelser. Det bliver hårdt for ham at skulle være 3 sproget fra helt lille, men de mestre det jo heldigvis nemt de små poder. En af de ting der er vigtigst for mig er at vi indenfor de næste par år finder ud af om det er her vi skal blive de næste mange år eller hvad der skal ske, jeg har ikke lyst til at mini skal rejse frem og tilbage forskellige steder, jeg vil gerne skabe en tryg base for ham og en et sted han kan føle som hjem. Jeg er sikker på han altid vil føle sig som dansker, men hvis det er her i Spanien vi skal blive, er det også vigtigt at han vokser op og lære det her samfund at kende og får en masse venner her.

Puh, det blev godt nok lidt langt, men der er mange tanker man sådan går og tumler med i hverdagen når man både skal lære at være mor for første gang og lære at bo i et fremmed land.



Published with Blogger-droid v2.0.4

4 comments:

  1. I er seje og er helt sikker på det har været det rigtige for jer og at i ikke bliver glemt her hjemme :)

    ReplyDelete
  2. Jeg synes simpelthen i er så seje at i har gjort det! At i har fulgt jeres drømme!
    Men jeg forstår godt de blandede følelser du må have.
    Jeg tror aldrig jeg kunne gøre det i har gjort og jeg har virkelig stor respekt for det!

    Og tænk hvor heldig mini er at få lov at blive en del af flere forskellige kulturer, vokse op med flere sprog...
    og bliver dejlig lækker brun ;-)

    ReplyDelete
  3. Tak for indlægget.
    Min kæreste og jeg har også talt om det i mange år, dog var det ikke lige Kina vi snakkede om at rejse til.
    Heldigvis er vores prinsesse tre måneder når vi flytter så i de første måneder har jeg min familie til at støtte mig og mine nære venner. Det er også kun ½ år vi skal være væk. Det der skræmmer mig mest er at det er en meget anderledes kultur de har i Kina og der er så mange der ikke kan engelsk i Kina. Heldigvis skal vi bo i en by som huser en del international virksomheder og i et område som er international, så der er muligvis nogle i samme situation som mig eller blot nogle der kan engelsk:-)

    Vi tager i hvert fald afsted til november, for det bliver en stor oplevelse.

    ReplyDelete
  4. Jamen, jeg kunne jo have skrevet det indlæg selv - næsten da ;)

    Jeg var på et tidspunkt ved at overveje om vi overhovedet skulle have børn, da jeg synes, at det var så synd, at bedsteforældrene ville være så langt væk. Heldigvis vandt lysten til at skabe en familie sammen ;)

    Jeg synes også, at det er rigtig hårdt ift gamle venskaber. Nu har jeg efterhånden været i Holland i sammenlagt 6 år, og der er altså en del venner, der er smuttet i svinget. Mest fordi jeg bare ikke altid kunne være den, der tog kontakt og skulle fare rundt på diverse besøg, når jeg endelig var i DK. Flyveren flyver altså også den anden vej ;)

    Det allerhårdeste for mig var at efterlade mine forældre. Mine to ældre søstre bor i forvejen i udlandet, så de har ingen børn i DK. Jeg følte mig virkelig som en kujon. Men heldigvis respekterer de mit valg, og synes trods alt, at det var fint, at jeg i det mindste havde fundet en dansk mand, haha :)

    Jeg har også tænkt meget over det med sprog. Vores lillefis kommer til at gå i en international gruppe i vuggestue, hvor der primært vil blive talt engelsk, men også med fokus på det hollandske. Hollandsk vil han desuden lære, da alle hans legekammerater uden for VS vil være hollændere. Hjemme vil sproget så blive dansk. Har overvejet at give ham noget decideret danskundervisning, når han bliver lidt ældre, så det ville være lettere for ham, HVIS vi nu skulle flytte hjem igen.

    Nå, det blev også lidt rodet, men jeg ville egentligt bare sige, at jeg har mange af de samme tanker :)

    Hvad laver I egentlig i Spanien?

    ReplyDelete

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...