Sunday, May 27, 2012

Hårdt arbejde

Jeg elsker mini overalt på jorden, jeg forundres over at vi kan have skabt noget af det mest perfekte og fantastiske væsen på kloden og jeg nyder hver eneste dag at være mor. MEN...

For fanden jeg synes også det er hårdt arbejde. De sidste par uger har været så super hårde at det er helt ufatteligt. Jeg er konstant på vej til at droppe amningen fordi jeg mistænker at han ikke får nok mad og alligevel så nyder jeg at amme, så jeg vil så gerne fortsætte. Jeg er SÅ træt af af at være træt, aldrig at få mere end maks 2,5-3 timers søvn i træk (på de gode dage) og for det meste mellem 1,5-2 timer i træk. Jeg synes det er svært ikke at vide hvad det er man gør forkert (eller rigtigt?) og hvad der virker den ene dag virker måske bare slet ikke den anden dag? Jeg har svært ved at følge med rengøringen, vasketøjet, oprydningen, madlavningen og de fleste dage glemmer jeg at spise fordi jeg konstant er på og når jeg endelig har 35 minutter for mig selv mens mini sover til middag vil jeg bare gerne sidde i min sofa og slappe af et øjeblik og orker ikke at lave noget mad, så 5/7 dage får jeg stort set kun morgenmad og aftensmad, hvis jeg er rigtig heldig og har haft en god dag får jeg måske et stykke frugt eller en rugbrødsmad i løbet af dagen. Jeg magter stort set ikke at tage bad længere - whats the point, man bliver jo alligevel gylpet til i løbet af ingen tid? Manden er en KÆMPE hjælp i hverdagen, uden ham aner jeg simpelthen ikke hvad jeg havde gjort, men han ligger sig ind og ser film eller tar ud med vennerne når han har brug for en pause eller for at koble fra, det er jo desværre ikke rigtig så nemt som mor til en baby der spiser hver 2. time døgnet rundt og ikke gider flasken længere.

Det er bestemt ikke ment som noget ha-ondt-af-mig indlæg, men som en konstatering af at ligemeget hvor fantastisk og skønt det er at være mor, så det er fanme også hårdt arbejde nogle gange. Jeg elsker hver eneste gang mini smiler til mig, hver gang jeg hører hans fantastiske lille grin eller når han smiler fordi jeg kysser hans små kinder. Jeg nyder at lege med ham, være sammen med ham, putte med ham og elsker hver eneste milimeter af hans skønne lille krop. Jeg værdsætter så meget den gave jeg har fået tildelt og takker gud for at jeg har fået æren af at opleve at blive mor, det er det største og det bedste der nogensinde er sket i mit liv. MEN...

jeg glæder mig GODT NOK til den her 20-ugers-4-måneders-tiger-halløj er overstået og jeg igen kan få min sovende glade ikke pylrede søn tilbage. Han er nu altså bare lige 0,5 % dejligere end den her tiger-baby der har været på besøg meget længe.

Nu vil jeg putte mig under tæppet på sofaen og sætte lidt dansk TV på computeren og slappe af mens manden er ude sammed med vennerne og samle energi til endnu en dejlig dag i morgen med vores fantastiske tiger-baby. Og så vil jeg samtidig glæde mig over at mini vågnede her til aften 30 minutter efter jeg havde lagt ham og pludrede og snakkede i 20 minutter og faldt så - trommevirvel - satme (undskyld sproget) i søvn helt af sig selv igen. Ja altså, nok er det meget MEGET små skridt, men han faldt altså også i søvn af sig selv forleden dag op på vej hjem fra lægen i elevatoren, ja - man må vel glæde sig over de små ting også ik? Jeg ser i hvert fald frem til den dag hvor søvn ikke længere er et bandeord herhjemme og vi alle tre kan få en skøn lang nattesøvn, jeg tænker at det vel må komme en dag?

1 comment:

  1. Åh, hvor lyder det som en hård periode. Det skal nok blive bedre, det er jeg sikker på:-)

    ReplyDelete

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...