Monday, February 6, 2012

Fødselsberetning

Det startede faktisk lidt om torsdagen da jeg vågnede og synes jeg var ret våd dernede, jeg synes jeg blev ved med at gå og lække lidt, så jeg ringede ind på fødegangen. De ville have mig ind til tjek om det var sivende fostervand. Jordemoderen derinde konstaterede at det var det ikke og lavede så derefter endnu en omgang hindeløsning. Vi tog hjem igen og så skete der ikke det store. Jeg synes ikke rigtig jeg havde nogle voldsomme plukkeveer eller smerter. Vi så film og hyggede resten af aftenen og faldt først i søvn klokken 5.

Kl 09:00 - Jeg vågnede af at jeg følte jeg tissede i bukserne. Nå ja, tænkte jeg og rejste mig op for at gå på toilettet. I det jeg rejser mig op kan jeg mærke det løber ud med vand og ned af benene på mig. Prøver at holde det værste inde med hænderne, selvom det overhoved ikke hjælper og mine trusser er gennemblødte inden jeg når ud på toilettet. Jeg er i hvert fald ikke længere i tvivl om at det er vandet der er gået. Jeg får skiftet trusser og vinde og ligger mig ind i sengen for at prøv at sove lidt videre. Manden vil gerne have jeg lige ringer til fødegangen og tjekker hvad vi skal gøre, så det gør jeg. De siger at vi skal kommer ind til et tjek for at tjekke at det er vandet der er gået. Jeg vil dog gerne lige blive hjemme og se om der måske kommer gang i veerne af sig selv så vi er fri for at skulle køre frem og tilbage. Der går ikke meget mere end en halv times tid før veerne starter stille og roligt. Efter en time ringer vi efter svigerne der skal køre os på hospitalet. Vi gør os langsomt klar, manden får sig et bad og jeg får pakket de sidste ting. Jeg kan godt mærke veerne begynder at blive kraftigere og mere regelmæssige.

Kl 12:00 - Vi ankommer til fødegangen og bliver vist ind på en fødestue med badekar. Vi lytter til musik på mobiltelefonen, jeg spiser to æbler for at samle kræfter og vi hyggesnakker mellem veerne. Jeg kan godt mærke de begynder at tage stille og roligt til, men det er stadig så jeg snildt kan trække vejret gennem dem uden de helt store problemer. Jeg er åben cirka 2-3 cm og får af vide at man i gennemsnit åbner sig 1 cm på 2 timer, så udsigterne ser lange ud. Min mor skulle med til fødslen, men vi beslutter at vente med at bede hende komme, da der jo kan gå flere timer inden der begynder at ske noget rigtigt. Jeg fik 4 bistik i lænden for at tage det værste af smerterne i lænden og tage toppen af veerne. En virkelig underlig fornemmelse. Det føltes præcis som et virkelig ubehageligt insektstik og sveg helt vildt i 10 sek.Det hjalp ikke voldsomt, men lettede lidt på smerterne i lænden.

Kl. 14:00 - Jeg bliver mærket indvendigt og har nu åbnet mig til 4 cm cirka. Jordemoderen mærker med under en ve, bestemt ikke en rar oplevelse, men okay. Under veen åbner jeg mig til 4,5-5 cm cirka. Det er stadig til at holde nogenlunde ud og jeg lukker øjnene, trækker vejret tungt og slapper af i hele kroppen under hver ve. Jeg får stor ros for min evne til at slappe af og lade veerne arbejde med kroppen. Jeg bliver tilbudt at komme i badekar hvis jeg har lyst. Jeg har ikke rigtig taget stilling til det inden, men det lyder jo meget rart, så jordemoderen tænder stille og roligt for vandet og begynder at gøre klar.

Kl. 16:00 - Bliver mærket indvendigt endnu engang og er nu 5 cm åben, ikke just nogen stor forandring på de 2 timer. Jordemoderen og den jordemoder studerende mærker godt rundt deroppe. Jordemoderen konkludere at baby stadig har sin hinde omkring sig der holder ham tilbage fra at falde helt ned i bækkenet. Hullet på hinden hvor fostervandet siver ud fra må være højere oppe. Hun tilbyder at tage hinden, hvilket selvfølgelig er okay. Først prøver den jordemoderstuderende, så jordemoderen, så den jordemoderstuderende igen og så til sidst tar jordemoderen over og får fjernet den sidste del af hinden. Bestemt ikke nogen rar oplevelse samtidig med at veerne blev ved med at komme regelmæssigt, men bestemt heller ikke ubehagelige. De var begge meget forstående og søde og vidste udemærket at det ikke var rart. Efter hinden var fjernet han jeg love for der kom gang i tingene. Mine veer blev indenfor 10 minutter MEGET kraftigere og gjorde virkelig ondt.

Kl. 16:15 - Kommer ud af tøjet og ned i badekaret. Her begynder de kraftige veer. Jeg lukker mig fuldstændig inde i mig selv og trækker vejret helt dybt ved hver ve. De gør nu virkelig ondt og det kræver alt min energi at komme igennem hver eneste ve. Jeg sidder på alle 4 i badekaret og kæmper mig gennem veerne. Manden sidder ved siden af badekaret og nusser mig i håret, holder mit hoved og støtter mig igennem det hele. Efter et par veer føler jeg virkelig at jeg skal på toilettet og lave stort. Jordemoderen siger det er helt normalt og mærker mig endnu engang. Jeg er nu 7 centimeter åben - WHAT! tænker jeg. Så kan jeg da bedre forstå hvorfor det gør så ondt. Jeg spørger om jeg så kan få en epidural nu. Jordemoderen kigger sødt på mig og siger at det altså nok er for sent nu, men at jeg kan komme op og få noget ilt og lidt lattergas. Manden spørger mig om jeg tror han skal ringe efter min mor nu, jeg kan på det tidspunkt ikke svare og manden nikker for sig selv og siger "jeg tror jeg ringer efter hende nu" og det var nok en meget god ide.

Kl. 17:00 - Kommer jeg op af badekaret. Jeg kan ikke rigtig huske så meget andet end brudstykker og hvad jeg har fået fortalt fra tiden efter her. Jeg lukker mig fuldstændig inde i mig selv og kan kun huske hvad jordemoderen beder mig om at gøre skridt for skridt. Jeg fokusere 110 % at trække vejret gennem hver ve, samle kræfter mellem veerne og lytte efter hvad jordemoderen siger. Manden tørrer min overkrop og jordemoderen min underkrop. Jeg kæmper mig hen på briksen og får lattergas masken på. Jeg har ikke helt styr på hvornår det var ilt kun og hvornår det var lattergas, men det hjalp i hvert fald at trække vejret gennem den og få ren ilt helt ned i lungerne.

Kl. 17:35 - Min mor ankommer til hospitalet. Jeg kan kun huske svagt at jordemoderen spørger om min mor må komme ind for hun står derude, jeg siger selvfølgelig ja og så kan jeg ikke huske så meget andet. Min mor står nu på den ene side og min mand på den anden. Jeg kan svagt huske jeg bliver bedt om at vende mig om på alle fire og støtte med armene på ryggen af sengen for at få Mini helt ned. Jeg står sådan et par veer igennem og kan virkelig mærke det presser på. Jeg fokusere kun på at trække vejret og tage en ve af gangen. Min mor nusser mig på ryggen og manden holder min hånd hele vejen igennem. Jordemoderen mærker mig endnu engang og siger at jeg altså har en lille smule fosterhinde tilbage, som de er nødt til at få væk inden jeg kan føde ham. Hun roder godt rundt deroppe for at få den helt væk og beder mig presse en lille smule med mens hun har sine fingre deroppe. Det gjorde godt nok ondt at skulle presse hendes fingre væk, men efter et par veer er hun færdig og fortæller stolt at "så er du 9 cm åben". Jeg kan huske jeg mellem veerne når at tænke - shit, er det virkelig nu. Mini har drejet sig et par gange under forløbet og ligger nu lidt forkert med hovedet. Han kigger den forkerte vej. Jeg bliver bedt om at vende mig på venstre side, men Mini's hjertelyd falder pludselig ret meget. Jeg kommer op på ryggen igen og hjertelyden stabiliseres. Forsøger derefter at ligge på højre side og det virker fint. Mini ville åbenbart bare ikke være med til at ligge på den side.

Kl. 19:15 - Jeg får meget kraftige presseveer og må nu gispe mig gennem hver eneste ve. Jeg kan på det her tidspunkt næsten ikke lade vær med at presse med og jordemoderen giver mig lov til at presse en lille smule med sidst på veerne når jeg ikke kan lade vær. Pludselig går det stærkt da Mini's hjertelyd begynder at dale ved under hver ve. Jeg får benene op og så er det ellers bare at forsøge at presse. Det føles fuldstændig forkert at skulle presse med når der står folk og glor en direkte op i underlivet. På grund af Mini's hjertelyd bliver der tilkaldt en over-jordemoder, der sætter en lille hjertemåler på hans hoved for at få en mere pålidelig aflæsning af hjertelyden. Jeg presser nu med på hver ve og det føles som om det slet ikke kan lade sig gøre at presse ham ud der selvom jeg presser alt hvad jeg kan. Hjertelyden bliver ved med at falde under hver ve og der bliver tilkaldt over-jordemoder og læge til stuen. Dette går dog overhoved ikke op for mig, men jeg har fået det fortalt bagefter. Jeg presser og presser og jordemoder fortæller at han har masser af mørkt hår. De kan se hovedet og hver gang efter veen falder hovedet tilbage igen. Jeg når til et punkt hvor jeg virkelig ikke føler jeg kan mere. Jeg føler helt ærligt ikke det er fysisk muligt at han skal komme ud og får sagt at jeg ikke kan mere. Jordemoderen, min mor og manden får boostet mig op til at jeg godt kan og jeg er nødt til at blive ved. Jeg får besked fra jordemoderen på at nu er det nu. Nu skal jeg presse alt hvad jeg kan og blive ved med det. På det tidspunkt tænker jeg, fuck det, nu må det briste eller bære (bogstavelig talt). Jeg var SÅ ligeglad med om jeg revnede hele vejen, nu skulle det bare overstået og han skulle ud. Jeg pressede til jeg følte jeg på ingen måde kunne mere og pludselig siger jordemoderen - og så gisper du. Godt opdraget som jeg er, gør jeg præcis som jordemoderen siger og gisper. Pres igen siger hun og ud kommer min skønne lille dreng.

Kl. 19:40 - Føder jeg en smuk lille dreng. Han har haft navlestrengen rundt om halsen 2 gange og det var derfor hans hjertelyd faldt så meget når jeg pressede. Jordemoderen fik hurtigt viklet den fri da hans hoved blev født og lige da han kom op på maven var han ret blå. Der gik dog ikke meget mere end et minuts tid før han begyndte at få farven tilbage. Jeg har fået af vide han græd så snart han kom ud, men må indrømme at jeg ikke selv kan huske det. Jeg kan bare huske jeg kiggede ned og pludselig lå han der på min mave, helt lille, fin og smuk. Manden klippede navlestrengen og han blev lagt hud mod hud på mit bryst. Han slog sine smukke øjne op og kiggede dybt på manden i 10 sekunder. Derefter opdagede han en babs og suttede så fint allerede kort tid efter han var blevet født.

Alt i alt en virkelig vellykket fødsel med kanon opbakning og skønne jordemødre. Jeg følte mig SÅ tryg gennem hele forløbet også selvom jeg ikke nåede at få nogen rigtig form for smertestillende.

5 comments:

  1. Sikke en dejlig beretning, tak!

    ReplyDelete
  2. Stort tillykke med den lille! Det er bare det bedste i verden når ens guldklump kommer til verden!
    Jeg har en giveaway på min blog.
    Kig forbi
    http://bykirsti.blogspot.com/p/giveaways.html

    ReplyDelete
  3. Sikke en skøn fødselsberetning :)

    ReplyDelete
  4. Hej, så kom den længe ventede fødselsberetning. :) Jeg har ventet med spænding på, at du fik tid til at skrive om det, og det glæder mig rigtig meget at høre, at du havde så god en oplevelse. Især fordi man som højgravid har det med at "suge" de dårlige/uhyggelige fødselsberetninger til sig.:o( Så tak fordi du ville skrive om det.

    ReplyDelete
  5. Bykirsti: Ja, jeg vil helt sikkert aldrig glemme det øjeblik.

    Simone: Det var en helt igennem fantastisk oplevelse og den største ting jeg nogensinde har præsteret :)

    Pipsemor: Jeg synes at jeg som højgravid kun fik alle skrækhistorierne og det med hele tiden at gå og frygte hvordan det mon bliver er hårdt i længden. Jeg lavede ingen fødselsønsker eller liste over hvordan jeg håbede der ville gå. Jeg havde sagt til mig selv inden at det sikkert ville blive helt kaotisk og forfærdelig, så kunne jeg kun blive positivt overrasket. Det eneste der er vigtig er at fokusere på vejrtrækning og lade kroppen arbejde og så lytte og stole på jordmødrene:)

    ReplyDelete

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...